Indsendte historier

Målet om de 1001 gode historier er nået.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har taget sig tid og mod til at dele deres personlige beretninger. Hver eneste historie bidrager til budskabet om, at det nytter at lave socialt arbejde. Og de gør os klogere på, hvor det går galt, og hvordan man kommer ovenpå igen.

I den kommende tid udvælger vi gode historier og lægger dem på siden her - naturligvis med accept fra indsenderen.

Følg med - der kommer løbende nye til.

 

Tilføjet d. 21-09-2016

Mit vendepunkt blev mødet med værestedet Perronen i Nykøbing F.

Jeg har sejlet i det meste af mit. I mindre coastere, i færgefart og på langfart i tankere og containerskibe. Alkoholen har også fulgt mig længe, og i faser har den været tæt på at få mig ned med nakken. For seks år siden var jeg ved at kappe alle trosser oven på et brudt parforhold, og var tæt på at drikke mig ihjel. Oveni fulgte en alvorlig depression, psykiatrisk behandling og afrusning. Men drikkeriet fortsatte jeg med.
 

Mit vendepunkt blev mødet med værestedet Perronen i Nykøbing F. Jeg havde skældt voldsomt ud på kommunen, for jeg havde ikke en klink, hverken til vådt eller tørt. Jeg må også ha virket noget truende, for der blev i hvert fald ringet efter politiet. To betjente fik mig lempet udenfor. Og så hjalp de mig. De kørte mig til Perronen, hvor jeg fik et varmt måltid mad og en snak med andre mennesker. Om aften kom betjentene i øvrigt hjem til mig i min lejlighed med endnu et varmt måltid mad, cola og en pakke cigaretter. Det er ret stort, når jeg sådan tænker tilbage på det.

På Perronen blev jeg en del af et socialt fællesskab, der rummer masser af omsorg og støtte. Dels fra medarbejdere og frivillige, men alle os der kommer der, forsøger nu også at hjælpe hinanden så godt som vi nu kan. Vi er i samme båd. På et tidspunkt levede jeg faktisk på gaden, hvor jeg boede hos venner og bekendte rundt omkring. Det var en skrækkelig periode, og jeg havde absolut ingenting at stå op til, bortset fra guldbajerne og sprutten. Klavs og Jens, som arbejder på Perronen, fik hjulet mig i gang med et job og et praktikforløb. Og så gik jeg på antabus. Jeg fik fat i livet igen og kunne se en mening med det. For to år siden blev jeg gift med min dejlige kone, som jeg i øvrigt har mødt på Perronen, og så er jeg blevet papfar til to skønne børn på 11 og 12 år. Min familie elsker jeg overalt.

Jeg er på søen igen. I fire og et halvt år har jeg nu haft hyre på et redningsfartøj, som sejler i Nordsøen omkring de danske boreplatforme. Jeg er ude i tre uger og i land i tre uger. Alkohol er bandlyst ombord, og det er ikke noget problem for mig overhovedet. Vi er seks mand ombord og der er masser at gøre med den løbende vedligeholdelse af skibet, redningsindsats og masser af øvelser. Jeg er i øvrigt også kok ombord. Jeg har en god hyre, men arbejder også hårdt.

Når jeg er i land, slår jeg af og til en smut forbi Perronen. Det er altid så rart at hilse på vennerne. Og så skal man huske at være der for hinanden, både når det er svært og når det går godt.

Bo Petersen, 50 år
Opvokset i Esbjerg. Bor i Nykøbing F. sammen med sin kone og to børn
Far til to voksne børn
Folkeskolen 10. kl.
Udannet som skibsassistent fra Kogtved Søfartsskole og i Frederikshavn
Ansat ved shippingvirksomheden Esvagt A/S i Esbjerg. Har sejlet i 32 år


« Tilbage til historieoversigten

Den Gode Historie


Seneste nyt:

Lige nu er der ekstra stor bevågenhed om værestedernes indsats takket være de mange gode historier. Men også fordi Landsforeningen af VæreSteder målrettet har arbejdet på at styrke indsatsen i samarbejde med en række udvalgte kommuner


Vi har igen været ude at tale nogle af personerne bag de indsendte historier. Mød Ken, der indgik en byttehandel med værestedet og lagde misbruget på hylden efter 33 år. Og mød Dorit, der, på trods af et omtumlet liv, har fundet modet til at stille op i X-Factor.


Mød Even, Henrik og nogle af alle de andre mennesker, der har valgt at berette om deres vendepunkt.


Siden bruger cookies til statistik og fordi det er nødvendigt for at websitet fungerer.

Ved at bruge dette website, accepterer du brugen af cookies. Du kan altid slette cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om cookies.

Accepter cookies Accepter kun funktions-cookies Accepter alle cookies