Indsendte historier

Målet om de 1001 gode historier er nået.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har taget sig tid og mod til at dele deres personlige beretninger. Hver eneste historie bidrager til budskabet om, at det nytter at lave socialt arbejde. Og de gør os klogere på, hvor det går galt, og hvordan man kommer ovenpå igen.

I den kommende tid udvælger vi gode historier og lægger dem på siden her - naturligvis med accept fra indsenderen.

Følg med - der kommer løbende nye til.

 

Tilføjet d. 12-09-2016

Jeg vil gerne være et eksempel på, at det kan lykkes

Jeg har en lejlighed i København, men jeg bryder mig ikke om at være der. Jeg skal helst være undervejs, på vej, og så forsøger jeg at flytte roen med derhen, hvor jeg nu befinder mig. Jeg oplever, at jeg har fået friheden tilbage og at jeg ikke er på flugt længere. I mange år havde jeg min barnevogn og mit liggeunderlag og levede rundt omkring. Jeg er også blevet både døbt og navngivet på landevejen af dem, der - som jeg selv - levede et liv i misbrug og glemsel. På evig flugt, på vej væk. Man er nødt til at søge tilflugt blandt den flok, man tilhører.

Jeg er stoppet med mit misbrug af stoffer og alkohol og har været clean siden d. 22. april 2008. På det tidspunkt var jeg 45 år. Døgnbehandlingen og mødet med 12-trinsprogrammet blev mit vendepunkt. Egentlig tror jeg, at stofmisbrugsbehandlingen kan foregå hvor som helst. Det afgørende er, hvad du gør bagefter. For mig har mødet med de anonyme fællesskaber og de 12 trin gjort en kæmpestor forskel. Det samme har mødet med buddhismen. Jeg er optaget af spørgsmål om sindsligevægt, klarhed og medfølelse.

Jeg er praktiserende buddhist og mediterer hver dag, så vidt det overhovedet er muligt. Meditationen og Buddhas lære er en beskyttelse mod lidelsen. For mig svarer det til at søge ly under et træ, når det regner. Buddhismen tilbyder mig ny indsigt og vejledning. De ti bhumi, som er niveauer af oplysningstrin, er fyldt med dyb indsigt og er en god påmindelse om vores egen lidenhed. Jeg har rejst i Indien flere gange og skal af sted igen om nogle få uger. Her skal jeg mødes med min buddhistiske læremester og åndelige vejleder.

I mit møde med andre mennesker forsøger jeg at give budskabet videre. At være et levende eksempel på, at friheden er mulig. Jeg sidder ikke og prædiker, for det hjælper ikke noget som helst, men jeg vil gerne være et eksempel på, at det kan lykkes. Og jeg vil gerne tale med andre om det, når og hvis de har lyst.

Jeg har nok været rodløs, men hjemløs har jeg aldrig været. Det er en betegnelse andre har fundet på, og som gør mennesker til stakler. Jeg har aldrig følt mig som et offer. Mange er så optaget af, at give andre skylden for deres elendighed. - Det er samfundet skyld, mine forældres skyld eller kommunens skyld, lyder det. Sådan har jeg det ikke. Jeg kommer fra et ganske almindeligt arbejderhjem på Nørrebro, men gav den bare lidt mere gas end så mange andre. Jeg sniffede lightergas som dreng og begyndte at ryge hash som 13-årig. Senere fulgte de hårde stoffer.

Jeg er ikke noget offer.  

Carsten Olsen, 54 år
København
Praktiserende buddhist
Førtidspensionist


« Tilbage til historieoversigten

Den Gode Historie


Seneste nyt:

Lige nu er der ekstra stor bevågenhed om værestedernes indsats takket være de mange gode historier. Men også fordi Landsforeningen af VæreSteder målrettet har arbejdet på at styrke indsatsen i samarbejde med en række udvalgte kommuner


Vi har igen været ude at tale nogle af personerne bag de indsendte historier. Mød Ken, der indgik en byttehandel med værestedet og lagde misbruget på hylden efter 33 år. Og mød Dorit, der, på trods af et omtumlet liv, har fundet modet til at stille op i X-Factor.


Mød Even, Henrik og nogle af alle de andre mennesker, der har valgt at berette om deres vendepunkt.


Siden bruger cookies til statistik og fordi det er nødvendigt for at websitet fungerer.

Ved at bruge dette website, accepterer du brugen af cookies. Du kan altid slette cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om cookies.

Accepter cookies Accepter kun funktions-cookies Accepter alle cookies