Indsendte historier

Målet om de 1001 gode historier er nået.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har taget sig tid og mod til at dele deres personlige beretninger. Hver eneste historie bidrager til budskabet om, at det nytter at lave socialt arbejde. Og de gør os klogere på, hvor det går galt, og hvordan man kommer ovenpå igen.

I den kommende tid udvælger vi gode historier og lægger dem på siden her - naturligvis med accept fra indsenderen.

Følg med - der kommer løbende nye til.

 

Tilføjet d. 21-09-2016

Jeg fokuserer på de små skridt, og er meget opmærksom på lysten til overspringshandlinger

Jeg fokuserer på de små skridt, og er meget opmærksom på lysten til overspringshandlinger. Jeg vil ikke springe over hvor gærdet er lavest, for så ender jeg blot i misbruget igen.

Jeg har været clean i tre og et halvt år nu og har langt 25 års misbrug bag mig, heraf de 20 år på hårde stoffer. Jeg har været en hårdt ramt Istedgade bums. Da jeg kom ud fra behandlingen havde jeg en gæld på en halv million kroner. Jeg stod i Ribers, skyldte penge til Skat og havde gæld i Den Danske Bank. Jeg besøgte Kofoeds Skole og fik gratis advokathjælp. Advokaten hjalp mig med at skrive til samtlige kreditorer. Efterfølgende har jeg selv fulgt op, og har indgået mange aftaler om tilbagebetaling. En del af gælden er også blevet eftergivet. I dag er jeg ude af Ribers, min gæld til Skat er afviklet og d. 1. januar 2019 er jeg færdig med at afdrage på gælden til banken. Jeg betaler dem 2.000 kr. hver måned. Det er vigtigt for mig, at jeg får ryddet op, og at jeg overholder aftalerne. Jeg stifter heller ikke ny gæld.

Jeg arbejder i offshore branchen som rigger. Jeg blev ansat for to og et halvt år siden. Jeg tjener godt, men det er også et hårdt job. Siden jeg blev ansat, har der været en del fyringsrunder, men jeg er stadig en del af sjakket på Gorm-feltet. Jeg tager mit job alvorligt, og man skal kunne regne med mig. Hvis jeg får at vide, at reglementet er sådan og sådan, så følger jeg det. Og jeg går hellere de 150 trin op af en stejl trappe og henter sikkerhedsselen end jeg hænger ud fra platformen for at spænde en kobling. Safety first.

Inden jeg kom i behandling, havde jeg egentlig givet op. Jeg var overbevist om, at stofmisbruget ville blive mit endeligt. Jeg havde fået fat i noget meget stærk heroin og var på vej helt væk. Men det udgående team på Vesterbro havde øje på mig. Rie, som hun hed, sagde at de var meget, meget bekymrede for mig. Hun rakte en hjælpende hånd frem og sørgede for at jeg fik hjælp og kom i behandling. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Jeg har en datter på 18 år, Jasmin hedder hun. Hun er smuk og klog og går på Handelsskole. Hun er stolt af mig og mit nye liv. Jeg bor på Amager sammen med min kæreste. I min fritid spiller jeg en del fodbold og er også frivillige omkring Misbrugsportalen, som bl.a. arrangere fodboldstævner og fodboldkampe for tidligere stofmisbrugere og pårørende. Dette fællesskab betyder meget for mig. Her kan jeg møde mennesker, der har en baggrund der ligner min, og vi kan altid stole på hinanden. Jeg har lige været på familieferie ved Fænø Sund sammen med 60 andre familier, hvor jeg har arbejdet frivilligt og ulønnet. Jeg har også arbejdet som frivillig på Kongens Ø.

Dennis Kirkan, 41 år
Bor på Amager sammen med sin kæreste, far til en datter på 18 år
Folkeskolen 9. kl.
Uddannet maskinmekaniker og gennemført specialkursus som rigger på Offshore Parken i Esbjerg
Arbejder på Gorm-feltet i Nordsøen. Desuden frivilligt arbejde


« Tilbage til historieoversigten

Den Gode Historie


Seneste nyt:

Lige nu er der ekstra stor bevågenhed om værestedernes indsats takket være de mange gode historier. Men også fordi Landsforeningen af VæreSteder målrettet har arbejdet på at styrke indsatsen i samarbejde med en række udvalgte kommuner


Vi har igen været ude at tale nogle af personerne bag de indsendte historier. Mød Ken, der indgik en byttehandel med værestedet og lagde misbruget på hylden efter 33 år. Og mød Dorit, der, på trods af et omtumlet liv, har fundet modet til at stille op i X-Factor.


Mød Even, Henrik og nogle af alle de andre mennesker, der har valgt at berette om deres vendepunkt.


Siden bruger cookies til statistik og fordi det er nødvendigt for at websitet fungerer.

Ved at bruge dette website, accepterer du brugen af cookies. Du kan altid slette cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om cookies.

Accepter cookies Accepter kun funktions-cookies Accepter alle cookies