Indsendte historier

Målet om de 1001 gode historier er nået.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har taget sig tid og mod til at dele deres personlige beretninger. Hver eneste historie bidrager til budskabet om, at det nytter at lave socialt arbejde. Og de gør os klogere på, hvor det går galt, og hvordan man kommer ovenpå igen.

I den kommende tid udvælger vi gode historier og lægger dem på siden her - naturligvis med accept fra indsenderen.

Følg med - der kommer løbende nye til.

 

Tilføjet d. 13-09-2016

Jeg skulle væk fra Valby og København, hvor jeg er opvokset

Jeg skulle væk fra Valby og København, hvor jeg er opvokset, og det kom jeg så. Ud på landet, til Nysted på Falster. Samtidig stoppede jeg mit misbrug af hash og alkohol. Det var i 2004.

Jeg har et godt liv i dag, mest af alt fordi jeg er sammen med mennesker, jeg holder af, og som kender mig, og fordi jeg har fået klarhed over min situation. Jeg er i flexjob på værestedet Stop Op i Nysted. Jeg hjælper med rengøring og havearbejde og med at sprede glæde og hygge i en hverdag, som er rigtig svær for mange. Jens og Anne, som er frivillige på værestedet, har jeg et helt særligt forhold til. Jeg har kendt dem i ni år nu. De giver mig lidt ”forældrestøtte”, når der er brug for det, og nogle gode vaner oveni. Anne hjælper mig også med pengesager, - budget og den slags. De kender mig og de ved, hvornår jeg har brug for en pause.

Jeg bor i en lejlighed lige ved siden af værestedet. Et par gange om ugen får jeg besøg af den kommunale støtte- og kontaktperson. Så bliver jeg mindet om, at jeg skal huske at skrive indkøbslister og lister over andet, jeg ellers skal huske. Jeg har svært ved at huske.

Jeg var udsat for en alvorlig fyrværkeriulykke tilbage i 1998. Det har skadet mig alvorligt. Det er en såkaldt frontallapskade, fik jeg at vide for tre år siden. Jeg synes det har taget meget, meget lang tid af få det afklaret, men jeg er taknemmelig for at det er sket. Det forklarer så meget, og det giver mig selv og andre en mulighed for at forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har. Og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det var et stort vendepunkt, da udredningen endelig var slut. Det var VISP - Videnscenter for Specialpædagogik - der stod for det. De er dygtige, synes jeg. Det har givet en ny ro i mit liv. Det var Jens og Anne, der tog fat i systemet, så jeg har meget at sige dem tak for.

Vi er et aktivt værested, hvor vi passer på hinanden og hvor vi deltager i al muligt. Jeg har været med til Udsatte Lege i Odense og på Ferie Camp i Fredericia. Det skal vi også i år. For nylig var vi med til en større fiskekonkurrence oppe i Jylland et sted, sammen med brugere fra andre væresteder i landet. Jeg fangede konkurrencens første fisk. Det vandt jeg en pokal for. Men det var også den første fisk, jeg nogensinde har fanget i mit liv. Det var en god dag.

Lars Olsen, 37 år
Nysted
10. kl. folkeskole
Uddannet VVS-montør
I flexjob på værestedet Stop Op


 


« Tilbage til historieoversigten

Den Gode Historie


Seneste nyt:

Lige nu er der ekstra stor bevågenhed om værestedernes indsats takket være de mange gode historier. Men også fordi Landsforeningen af VæreSteder målrettet har arbejdet på at styrke indsatsen i samarbejde med en række udvalgte kommuner


Vi har igen været ude at tale nogle af personerne bag de indsendte historier. Mød Ken, der indgik en byttehandel med værestedet og lagde misbruget på hylden efter 33 år. Og mød Dorit, der, på trods af et omtumlet liv, har fundet modet til at stille op i X-Factor.


Mød Even, Henrik og nogle af alle de andre mennesker, der har valgt at berette om deres vendepunkt.


Siden bruger cookies til statistik og fordi det er nødvendigt for at websitet fungerer.

Ved at bruge dette website, accepterer du brugen af cookies. Du kan altid slette cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om cookies.

Accepter cookies Accepter kun funktions-cookies Accepter alle cookies